Før/efter billeder

Oliver vinder sølv i Mens Physique +178 Junior

Fortæl kort om dig selv, din baggrund og hvorfor du valgte at stille op til Newcomers? 

Jeg er en ung fyr på 21 år, der kommer fra Sjælland, men er flyttet til Aalborg for 2 år siden. Jeg arbejder til daglig som Personlig træner.

Jeg startede med at træne, d. 31 December 2012. Det startede som et nytårsfortsæt med en kammerat om at nu skulle vi blive nogle "bøffer". Fra starten af synes jeg det var spændende at stille op og det har altid virket lidt som noget man (læs: 'jeg') bare skulle gøre. Det ville jo være den ultimative bekræftigelse, at det man har arbejdet på i så mange timer nede i træningscenteret, rent faktisk havde givet pote og blev anerkendt. Da jeg var 16 fik jeg hurtigt også en masse idoler, som selvfølgelig også havde stillet op, og jeg fik lyst til, at det en dag skulle blive mig 

Efter ca. 4½ års træning, en masse on/off perioder med træning og kost, og mislykkede forsøg på at tage min træning til et nyt niveau, besluttede jeg mig for at nu skulle jeg  blive cut og på scenen. Mest af alt for at bevise overfor mig selv at jeg rent faktisk godt kunne, på trods af så mange fejlforsøg, men også for at se om det var noget jeg synes var sjovt. Samtidig ville det give mig noget erfaring jeg kunne bruge i mit arbejde, da jeg selv ville prøve noget af på egen krop.

 

Hvordan har du oplevet processen/vejen til scenen?

Meget op og ned. Jeg valgte at kontakte UP og få Kasper som træner, fordi jeg ikke kan holde mig selv til ilden, og glemmer min motivation når det bliver hårdt. Det er også sket +20 gange gennem de 7 måneder vi har arbejdet sammen, hvor jeg simpelthen går amok i binge-eating i eks antal timer/dage. Heldigvis har jeg haft Kasper i baghovedet, og vi har snakket sammen rigtig mange gange om hvad jeg kunne gøre for at takle disse situationer og hvorfor vi gjorde det her, hvilket har fået mig tilbage på sporet hver eneste gang.

Min største fjende har været mig selv, da jeg tror at jeg bare kan det hele! Og når jeg selv er personlig træner, og godt ved hvordan tingene hænger sammen, så kører jeg bare på, med kalorietælling, ekstra træning, cardio osv. Jeg ville derfor helt klart ønske at jeg havde brugt Kasper noget mere, og havde ringet til ham når jeg gik ind på justeat.dk for at købe en stor pizza, så han kunne nå at snakke mig til fornuft (som han sagde jeg bare kunne gøre når som helst).

Træningerne har været mindre intense som konkurrencen nærmede sig og jeg havde i denne periode virkelig mistet lysten og glæden ved træning. Alt handlede om mad hele tiden, hvornår jeg skulle træne igen, hvor mange skridt jeg havde gået osv. Jeg har ikke arbejdet ret meget, fordi jeg ikke har haft lyst eller overskud.

De sidste to uger havde jeg slet ikke engang lyst til at stille op, jeg ville bare gerne have det overstået og spise det jeg havde lyst til. Jeg holdt kun ud fordi jeg havde brugt så mange penge og så meget tid på det, at det ville være dumt at give op.

Så processen skal helt klart være mere loose næste gang (som Kasper havde rådet mig til fra starten af).

Når det så er sagt, så har det også været fedt at presse mig selv, som var det jeg gerne ville opnå til at starte med.

 

 

 

 

 

Hvordan var det at stille op? (din oplevelse med stævnet og selve stævne dagen)

Det var rigtig fedt at prøve det! 

Jeg fik ikke det der kick og adrenalin-rush, som de fleste havde hypet det til. Jeg havde på forhånd hørt rigtig mange sige, at det var den vildeste oplevelse for dem, at stå på scenen. Den følelse fik jeg dog ikke af det. 

På baggrund af de ting jeg har nævnt ovenfor, var jeg desværre også kommet til et punkt, hvor jeg ikke vidste om jeg ville i finalen eller ej. For hvis jeg kom i finalen, så skulle jeg vente længere tid med at spise store mængder mad! Men jeg havde jo også arbejdet hårdt på det og mit mål var at komme i top 6. 

Da jeg så fik at vide af Anne at jeg var kommet i finalen, blev jeg virkelig overrasket og glad. Jeg havde slet ikke forventet det, men så havde jeg indfriet min målsætning om at komme i top 6. Derfra var alt en sejr.

Det som har gjort Newcomers stævnet til en virkelig god oplevelse for mig, og som har gjort at jeg godt kunne finde på at stille op til et DM, er helt klart at jeg fik den placering jeg gjorde. En 2. plads ud af 16 fyre der stod så skarpt, det synes jeg er helt vanvittigt, og jeg forstår det stadig ikke helt.

Især når jeg slet ikke havde den laveste fedtprocent (nok mest pga. mine evindelige binge-moments), og jeg var heller ikke var en af de største. Så på trods af en diæt der har gået så meget op og ned, og som jeg næsten føler har været lidt for useriøs fra min side af, har jeg stadig klaret mig så godt = Kæmpe personlig sejr for mig! Og tænk hvis jeg  fik 2 kg muskelmasse mere, samt rent faktisk kunne overholde min diæt næste gang? Så kunne man måske håbe på en 1. plads :D

 

Hvad har overrasket dig mest ved at stille op?

At det gik godt .. :)

Jeg vidste godt fra starten af at det ville blive hårdt - Jeg blev dog overrasket over, at allerede da jeg var 8 uger ude, så fyldte det rigtig meget og var virkelig hårdt. Igen min egen skyld at jeg ikke havde taget det mere stille og roligt i starten.

Selve det at stille op var heller ikke så fedt som jeg troede. Resultatet derimod, det havde jeg slet ikke regnet med, ville give mig så meget. Den anerkendelse og succes har givet mig så meget selvtillid og det har gjort at jeg føler de sidste 7 måneder har været det hele værd.

 

Oliver vinder sølv i Mens Physique